Forpligtelse….ikke ligefrem det ord vi forbinder med Triyoga.
Men så alligevel – er der en form for forpligtelse involveret. Forpligtelse i en særlig udgave.
Forpligtelse overfor os selv.
Dig selv.
I Triyoga er vi i konstant læring.
Læring om os selv. Krop. Sind. Tanker. Følelser.
Hver eneste gang vi er på yogamåtten.
I Triyoga er nærværet med og i os en væsentlig del af vores praksis.
Og det er også en del af den konstante læring.
Vi gør vores bedste for at ”placere” vores tanker, følelser mm. præcis dér hvor vores krop er.
I hver eneste bevægelse.
Og ikke længere. Slet ikke til ”resultatet” af bevægelsen.
Udelukkende den aktuelle bevægelse.
Det er noget, der kræver øvelse.
Når vi gør det, altså er så nærværende at vi er I bevægelsen med hele os – så har vi mulighed for at registrere de spændinger vi har, i krop, sind, tanker og følelser…og mulighed for at gøre vores bedste for at slippe dem.
Så vi ubesværet kan være i yogaen.
Det er i øvrigt uanset om det er i bevægelse (i Kriya) – eller i en stilling (en Asana).
Når vi gør det. Når derhen. Og igen – det kræver øvelse. Så kan vi registrere en ny udvidelse i og af os.
Og så kender vi vejen derhen.
Og dér ligger den form for forpligtelse, som jeg indledte med.
Forpligtelsen overfor os selv….til kontinuerligt gøre vores bedste for at finde tilbage til den vej, hvor det lykkedes at slippe alt andet end nærværet.
Vi kan først når vi kan. Når timingen er der i hele os. Har vi fundet den én gang – så kan vi finde den igen.
Forpligtelse i Triyoga er vejen til udvidelse…vejen til at slippe endnu mere.
Og det bliver også vejen til at gøre vores bedste for at være i nærvær.
Vi kan øve os.
Forpligte os – overfor os selv – til at gøre det bedste vi kan, lige dér hvor vi aktuelt er.
Finere bliver det ikke.